Vi må tænke på klimaet, og den bedste måde at gøre noget godt for klimaet, er ved at kigge på dit eget liv. Er din bolig klimavenlig? Er dine vaner? Klimaet har ikke brug for, at nogle få mennesker gør alt 100% klimavenligt, klimaet har brug for at vi alle ændrer nogle vaner til det bedre. Vi behøver ikke være frelste, bare vi tænker os om.
Boligen
Gå din bolig efter i sømmene. Sluk for varmen i sommermånederne, få skiftet punkterede vinduer ud med termoruder, og undersøg din isoleringsgrad. Kan du efterisolere loftet? Spar penge på hulmursisolering, og se din varmeregning blive mindre.
Er dine hårde hvidevarer energiklasse A? Slutter dit køleskab og din fryser tæt? Sidstnævnte kan du teste med en lap papir – sæt den i klemme i døren og se om du nemt kan hive den ud. Kan du det, slutter døren ikke tæt, og kulden siver derfor også lige så stille ud af dit køle- eller fryseskab og bruger dermed mere strøm på at holde sig kold.
Dine vaner
Se på dine vaner derhjemme. Bruger du fryseposer eller bokse? Bruger du plastiksugerør? Tørrer du tøj udendørs eller smider du det i tumbleren? Der er mange måder, hvorpå du kan forbedre dit klimafodaftryk, uden at det behøver være en kæmpe omvæltning.
Genanvend vandet fra din kondenstørretumbler til at vande dine planter eller skylle ud i toilettet. Og nøjes – i det omfang du kan – med at bruge det lille skyl på toilettet. Træk et par minutter af dit brusebad, eller skru en smule ned for temperaturen af det varme vand.
Se på din opvaskemiddel i køkkenet – dine tallerkner behøver altså ikke dufte af en blomstereng. Din tandpasta behøver ikke skumme for at være effektiv. Og skift din plastiktandbørste ud til en i bambus næste gang.
Med meget små ændringer kan du gøre en stor forskel.