Energioptimer din bolig

0

Er du usikker på, om du skal gå i gang med at energioptimere dit hus? Og hvad du i så fald skal gøre? Her kommer vi ind på, hvordan du kan gribe processen an og, hvad du skal tage med i dine overvejelser.

Hvor gammelt er dit hus?

Hvis du har en bolig fra 1970 eller ældre, som ikke er blevet godt efterisoleret, så kan du være sikker på, at det kan betale sig at energiforbedre det. Det er ofte i de ældre huse, man kan spare en del penge gennem energioptimering, men det forekommer også, at forholdsvis nye huse er konstrueret så uhensigtsmæssigt, at de koster alt for meget at varme op.

Hvad betaler du i varme?

Ud fra størrelsen på din varmeregning kan du vurdere om en energirenovering vil være en god ide. Man kan bruge en tommelfingerregel, der siger:

  • Det kan betale sig at energioptimere, hvis du har en varmeregning, der overstiger 15.000 kroner pr. år og dit hus er fra før 1980.
  • Det kan betale sig at energioptimere, hvis du har en varmeregning, der overstiger 10.000 kroner pr. år og dit hus er fra efter 1980.

Den opvarmningstype, der er i dit hus, har stor indflydelse på hvilke energiforbedringer, som kan betale sig økonomisk set. Opvarmes dit hus med el eller med et naturgas- eller oliefyr, der er mere end 15 år gammelt, kan det ofte betale sig at energioptimere for eksempel ved at få fjernvarme indlagt. Det betyder selvfølgelig noget, hvad prisen er på gas og olie sammenlignet med den fjernvarme du har til rådighed. Jo højere prisen er på gas og olie, jo mere kan du spare ved at energioptimere din bolig.

Energioptimeringens formål

Du skal nøje overveje, hvad der er formålet med at energioptimere dit hus. Er formålet entydigt at spare flest mulige penge? Eller drejer det sig om at slippe for kulde og træk? Eller er det mere et spørgsmål om at skåne miljøet? Eller er det et strategisk træk, fordi du regner med at skulle sætte huset til salg indenfor en overskuelig årrække?

Det vil i huse af ældre dato være realistisk at opnå en halvering af varmeregningen samtidigt med, at du får et hus, der har et betydeligt bedre indeklima. Overvejer du et snarligt hussalg er en energioptimering en god ide, fordi mange købere går meget op i energiforbruget. Drejer det sig om miljøet og et ønske om at skabe et hus, der er lige så energibesparende som et nyt lavenergihus, vil det i nogle tilfælde være realistisk, mens det  andre gange vil være billigere at rive boligen ned og opføre et helt nyt hus.

Projektets økonomi

Man kan selvfølgelig ikke komme udenom at tænke på projektets økonomi. Du skal overveje om du udelukkende vil gennemføre forbedringer, der kan betale sig med det samme, eller om du gerne vil investere i forbedringer, der først tjenes hjem over længere tid, måske over en årrække. Der er mange former for energioptimering, som du vil kunne mærke på pengepungen med det samme også selvom du skal låne pengene i banken. Du sparer nemlig mere i varme end det, lånet koster om året. Nogle energiforbedringer vil ikke kunne tjene sig ind nu og her økonomisk set, men kan være med til at gøre det meget mere behageligt at opholde sig i huset for eksempel ved at reducere kulde og træk. Andre gange kan en optimering øge værdien af ens hus betragteligt og skal huset sælges senere, vil udgiften være tjent ind. Vil du gerne have et overblik over, om energibesparelsernes kan betale sig og, hvor længe det vil tage at tjene dem ind, kan du regne tilbagebetalingstiden ud og stille omkostningerne op overfor den forventede besparelse.

Share.

About Author

Leave A Reply